Historien om mad på Møn og omegn går i bogstaveligste forstand tilbage til tidernes morgen. Man har altid spist – godt!
Rig fangst og overflod – om føden i den yngste jægerstenalder
Fra den tidligste bosætning af de danske øer har Møn, Lolland, Falster og det sydlige Sjælland delt skæbne – og hele området er rig på spor af mennesker som Jættestuer og Langdysser. De spiste også godt i stenalderen. Og det er som sådan der det lokale madeventyr starter!
Før agerbruget
Stenalderen er her defineret som yngre jægerstenalder – helt præcist Ertebølletid, ca. 6400-4000 år før vor tid. Vi begyndte først med agerbrug omkring 4000 fvt. Vores viden om stenaldermennesket og hvad de levede af stammer fra arkæologiske udgravninger og undersøgelser af knoglemateriale fra både dyr og mennesker. Og i takt med at teknologien udvikler sig, bliver vi hele tiden klogere.
Vi havde et mildt klima med lidt højere temperaturer end i dag. Havet var næringsrigt og gav gode vilkår for fisk og havpattedyr.
Den europæiske stør har kunne veje op til 1000 kg og blive op til 6 m lang. Er i dag kritisk udrydningstruet og yngler kun ganske få steder i Europa.
Rigtig meget fisk
Med hensyn til den animalske føde levede man primært af fisk og havpattedyr og i mindre grad af landpattedyr og fugle. Målinger af C13 indhold i menneskeknogler fra perioden viser, at vores lokale forfædre kan sammenlignes med inuit-skeletter fra Grønland; dvs. de overvejende har spist fisk, sæler og skaldyr.
Der var en utrolig stor variation af fiskearter tilbage i stenalderen. På de fleste bopladser har man spist den fisk, man kunne fange lige udenfor døren – dvs. på bopladser inde i landet finder man især knogler fra ferskvands- og brakvandsfisk som brasen og andre karpefisk, gedder, skaller, ørred, laks og aborre. På kystbopladserne primært torsk, ål, sej, pighaj, fladfisk, tun og stør.
På Fyn har man fundet spor af tilberedt fisk, hvor uflåede fiskestykker er kogt i potter med forskellige urter. Og det kan meget vel have været sådan på vore egne også.
I vores lokalområde fylder fx østers og muslinger ikke så meget som på mange andre stenalderbopladser i Danmark. Det fordi Østersøen ikke er salt nok. Men der er spor efter muslinger i diæten, i det omfang de har været tilgængelige. Der er ikke mange kalorier i muslinger, men både protein- og saltindholdet har været vigtig for den samlede ernæring.
Havpattedyr er der til gengæld spor efter – især gråsæler, der yngler på land og derfor har været nemme at nedlægge. Spættet sæl og ringsæler optræder også, men i mindre omfang. Man har endvidere fundet knogler fra småhvaler. Kød og spæk fra marsvin og sæler har været en eftertragtet fødekilde med et højt kalorie- og proteinindhold. Og som man kender det fra Inuit er hele dyret blevet anvendt; mavesækken til poser og sække, knoglerne enten som brændsel (højt fedtindhold) eller til redskaber, skind og sener til remme og liner. Spækket blev også anvendt som brændstof i tranlamper.
Man jagede fuglevildt – både havfugle på træk og skovfugle. Blandt trækfuglene var f.eks. sangsvaner, lomvier og suler. Man drev også jagt på den nu uddøde gejrfugl – en stor fugl i Alkefamilien, der ligesom pingviner ikke kunne flyve og var derfor nemt bytte på land. I Danmark kendes den kun fra ertebølletiden. Af skovfuglene var især den kødfulde tjur eftertragtet. Man brugte også fuglene til tøj. Man plukkede dem – og af de dunede skind kunne man lave både utrolig varm og behagelig beklædning.
Gjerfuglen, som længe er uddød var en ikke flyvende alkefugl. Gejrfuglens videnskabelige navn er Pinguinus impennis og impennis betyder “uden vinger”.
Tjuren, her i Mads Stages fortolkning.
Kød
Vores forfædre jagede også til lands, især Kronhjort og i mindre grad vildsvin. Pindsvinet var såmen også at finde på stenaldermenuen! Og alle dyr med en god og værdifuld pels, som fx bæver, skovmår, odder, ræv, grævling, ulv og vildkat. Det er formentlig ikke alle pelsdyr, som man også har spist.
Man har enten kogt kødet – eller tilberedt i jordovne eller såkaldte kogestensgruber, dvs. et hul i jorden, hvor man på et lag sten tænder et bål. Når det er brændt ned, lægger man kødet på, enten pakket ind i blade eller i ler, fx sammen med rødder og urter. Man ’lukker’ ovnen med flere varme sten eller med jordtørv. At dømme efter antallet af coffeetabelbooks udgivet de seneste år – og DR programmet ”Nak og Æd”, kan man vist rolig sige at det er trend der for alvor er tilbage!
Vegetabilsk føde
Man har samlet hvad der var af spiselige græsser og planter (fx strandbede), rødder (fx dunhammer), nødder (fx agern), frugt og honning. På grund af deres exceptionelle holdbarhed er der hasselnødder og hindbær fundet i alle prøver der er foretaget. Hovedmålet har i udgangspunktet været at skaffe kalorier og proteiner. Men det har også handlet om velsmag og variation!
Mange af stenalderens fødevare har naturligvis været sæsonbetonet. Sommerhalvåret har været et slaraffenland for den gode jæger-samler; masser af fugle på træk, fisk der flytter sig for at gyde, havpattedyr, der yngler og fodrer unger på stranden, generøse mængder af frugt – og honning, der har flydt. Vinteren har til gengæld været streng med perioder med sult.
Men vi er her endnu og på den måde har stenalderens måltider vist sig både langtidsholdbare og bæredygtige. Om end Gjerfuglen ikke her her længere.